Pia som behandlende facilitator
billede af Pia

Fra barnsben har jeg været i kontakt med behandlingsformen udviklet af afdøde Ole Kåre Føli, da jeg allerede som 5 årig gik hos ham. Jeg er kommet i verden med en meget stærk indføling, som guider mig i mødet med klienten. Ønsker man at flytte sig et andet sted hen med mere balance i kroppen og eksistentielt da er jeg stærk til at støtte dig heri. 

Jeg kan gennem kropsterapien facilitere dig i en selvudvikling, målrettet både dit private liv som dit virke-liv. Jeg nærer et ønske om at støtte den enkelte i at “komme hjem” i sig selv og (re)etablere en kontakt og indblik til sit “autentiske selv”. Dette åbner for at den enkelte med en større indsigt og nærvær til sig selv aktivt kan tage ansvar for egne valg og fravalg privat, som i sit virke. En balance, som også kommer af at få åbnet til et afbalanceret forhold mellem de maskuline og feminine energier vi bærer i os.

Udover at støtte og facilitere en eksistentiel forandring, der går gennem kroppen, har jeg stor erfaring med depression, angst, misbrug og stress – herunder det moderne samfunds sygdom binyretræthed (langtids-stress). Desuden har jeg efterhånden kunne hjælpe mange gravide i en friere graviditet og give dem en større ro i at være lige dér samt i forhold til det, der kommer. Herunder skabe fortrolighed med smerter og vejrtrækning samt støtte i eventuelle efterfødselsproblematikker.

Jeg er færdiguddannet ManuVision behandler og træner. Derudover er jeg oplært i biodynamisk kranio-sacral terapi og bindevævmassage. Jeg har tidligere uddannet mig til cand.comm. med psykologi som andet fag og derudover taget en Masteruddannelse i Afrikastudier. Efterfølgende har jeg benyttet uddannelserne gennem arbejde i erhvervslivet.

Pia: uddannelser samt inspirationskilder

ManuVision-uddannelsen har været den absolut mest udfordrende og berigende uddannelse jeg har gennemgået. Blandt andet fordi jeg fik sat mine evner for at “mærke” andre i spil i en form hvor de i den grad kunne gøre gavn. Desuden gennemgår man under uddannelsen en personlig rejse, der efterfølgende styrker den pågældende behandler i at møde klienten lige dér, hvor pågældende befinder sig i livet.

Jeg fik selv mine første af mange behandlinger af Ole Kåre Føli (tidligere Ole Hartung), da jeg var fem år. Ole og hans far Erland Hartung udviklede en behandlingsform, som ManuVision-behandling og Body SDS behandling udspringer af. De behandlinger, jeg har modtaget af ham, såede uden tvivl et frø, der gjorde, at jeg langt senere skulle uddanne mig til ManuVision behandler og træner. Ikke mindst fordi hele sjælen og tankesættet i ManuVision er det tætteste, jeg er kommet mine tidligere behandlinger hos Ole Kåre Føli.

Jeg har gennemgået min behandler og træner uddannelse på ManuVision-Skolen. Her er jeg blevet undervist af de syv partnere, som har grundlagt skolen. De var den første årgang på den uddannelse Ole Kåre Føli lavede og til at begynde med underviste på.

Jeg har været optaget af kampkunst gennem mange år og finder meget inspiration heri, da jeg oplever filosofien kan kobles til, hvorledes vi finder balance og ro i kroppen i al almindelighed. Hele den kinesiske lære om Yin og Yang optager mig og er afgørende for, hvorledes jeg møder krop og sjæl, ligesom eksistentialismen er en stor inspirationskilde. Desuden er jeg optaget af orthomolekylær medidicin (viden om kost, vitaminer og mineraler og hvorledes samspillet af disse kan virke forebyggende og helbredende).

Jeg er i et forhold med Nicholas og sammen har vi to børn, Victor og Veronica.